Hvidovre Taekwondo til Danish Open

 Hvidovre Taekwondo til Danish Open
 
 
Danish Open er det største og vigtigste stævne på dansk jord, et såkaldt A-class stævne, som giver point til Europa ranglisten - derfor var der også deltagere fra det meste af Nordeuropa. 
 

TAEKWONDO: Ved det nyligt afholdte Danish Open i Skanderborg deltog Hvidovre Taekwondo Klub med 3 deltagere og en dommer. Cheftræner for Teknikholdet Michael Schjoldager var indkaldt som en del af den internationale dommerstab, mens tre af hans elever kæmpede på banerne.

Rutinerede Windy Nielsen lagde ud med en sikker guldmedalje i teamdisciplinen med team kammeraterne Lene Kjær fra Islev og svenske Lotta Dahlquist, samme konstellation, som tog sølv til nordiske mesterskaber tidligere på året. Senere på formiddagen var Windy Nielsen igen på banen, denne gang i individuel, hvor hun var sølle 0,18 point fra en guldmedalje. Sølvmedaljen blev dog taget med sikker distance til svenske og islandske landsholds udøvere.

Herefter var det Kim Otto Prechts tur til at repræsentere Hvidovre. Han er forholdsvis ny som konkurrenceudøver og var oven i købet lige rykket en klasse op og skulle derfor til at kæmpe på et helt andet niveau end tidligere. Det lykkedes heldigvis at holde fokus og Kim Otto Precht vandt en virkelig flot bronzemedalje,foran langt mere rutinerede folk.

Kim Otto Precht th., gik en klasse op og vandt alligevel bronze.

Kim Otto Precht th., gik en klasse op og vandt alligevel bronze.

Sidste kvinde på banen var den tidligere VM deltager Rikke Rasander. Hendes gruppe var en af de hårdest og stærkest besatte ved årets Danish Open og trods en solid indsats lykkedes det ikke at avancere til finalen.

Cheftræner Michael Schjoldager udtaler: - Jeg er virkelig stolt af mine udøvere, men samtidig ked af, at det ikke er muligt at forberede dem bedre op til stævnerne. Særligt Rikke og Windy, som kæmper på allerhøjeste niveau, lider under de forhold, vi har. Vi træner på et hårdt trægulv, i modsætning til alle deres konkurrenter, som har gulve, der svarer til det, som anvendes til stævner. Det betyder, at vi har svært ved at træne den sidste højde og præcision i deres spark samtidig med, at de er mere udsatte for skader...

ebo@hvidovreavis.dk. 07/06-2018

Kilde: http://www.hvidovreavis.dk/artikel/hvidovre-taekwondo-til-danish-open/1000151954